I New Zealand venter der dig nogle af de absolut mest fantastiske naturoplevelser, du overhovedet kan forestille dig. Landet ligger på den anden side af jorden, og når man befinder sig på New Zealand, kan man ikke rejse længere væk. 

Først og fremmest er New Zealand kendt for sin flotte og overdådige natur, som blandt andet er blevet brugt til filmatiseringen af Ringenes Herre. Der er også noget om det – for landet bugner af fossende floder, aktive vulkaner, spruttende gejsere, fantastiske gletsjere og ikke desto mindre et fascinerende dyreliv.

Fakta om New Zealand

  • New Zealand er en stat, der ligger i stillehavet.
  • Landet består af to store øer, som hedder Nordøen og Sydøen.
  • Hovedstaden er Wellington (mange tror fejlagtigt, det er Auckland).
  • De fire stjerner på New Zealands flag stammer tilbage fra maoriernes flag, og danner stjernebilledet Sydkorset.
  • I New Zealand er årstiderne vendt på hovedet. Det er sommer fra december til februar.
  • I New Zealand kører de i venstre side af vejen.

6 ting du skal opleve i New Zealand

  1. Hobbiton. Det er ikke til at komme udenom. Hobbiton, som er blevet brugt under filmatiseringen af Ringenes Herre, er en af de attraktioner, du ikke kan gå udenom. Det ligger på nordøen, og er nemt at komme til.
  2. Rotorua. Når nu du alligevel befinder dig på nordøen, kan du ligeså godt tage forbi Rotorua, hvor der findes gejsere og smukke vandfald. På grund af gasserne fra jordens indre stinker byen af rådne æg – men det opvejes med den smukke natur, byen er omgivet af.
  3. Glow worms i Waitomo Caves. Det er en helt speciel naturoplevelse, som du helt sikkert ikke har prøvet før. De glødende orme findes kun i New Zeland, og når man sejler ind i grotten vil kunne se tusinder af små skabninger, som udstråler deres umiskendelige lys. Det er en meget speciel oplevelse, som du bør unde dig selv.
  4. Milford Sound. Nu befinder du dig på sydøen ved det New Zealænderne selv betragter som det mest spektakulære naturattraktion i landet. Fjorden består af imponerende stejle klippevægge, der rejste sig for flere hundredtusinder af år siden, da New Zealand blev skabt.
  5. Franz-Josef Glacier. Ved Franz-Josef gletsjeren kan man i helikopter se den enorme gletsjer strække sig fra de sydlige alper. Derudover man man med pigsko få lov at gå på den kæmpemæssige gletsjer.
  6. Hvalsafari ved Kaikoura. Som noget helt særligt jager kaskelothvaler så tæt på kysten, at det er muligt for turister at få et glimt af kæmperne. Årsagen skal findes i de mange blæksprutter, som lever tæt ved kysten. Ikke nok med det kan du ved Kaikoura også opleve grindehvaler, spækhuggere, hajer, sæler, delfiner og albatrosser. Så ser du ikke en kaskelothval, ser du helt sikkert et andet prægtigt dyr.

Sådan kommer du rundt på New Zealand

Der er flere forskellige måder at komme rundt i New Zealand på. Den allermest populære måde at komme rundt på er ved at leje en bil. Offentlig transport er der ikke så meget at komme efter i landet, og derfor er det en praktisk og god løsning at leje sin egen bil.

Et godt råd omkring billeje er at leje en bil med automat gear – for de kører i venstre side, og vejene byder på det ene hårnålesving efter det andet. Derfor er det meget rart ikke at skulle tænke over at skifte gear.

Mange backpackere vælger at leje en campervan, men er du mere til at køre fra hostel til hostel, så er det også muligt at leje helt almindelige personbiler.