Verden er fuld af spændende oplevelser, men der er nogle steder i verden, som bare stikker lidt mere ud end alle andre. Globetrotting har fundet de steder, som du absolut må besøge!

Som globetrotter elsker du helt sikkert at rejse – men, det kan godt være svært at beslutte sig for, hvad man skal se, eller hvor det næste rejseeventyr skal føre hen. Et tema for dit næste rejseeventyr anbefaler vi, bliver til steder, der er absolut unikke og noget helt særligt. Det er en spændende måde at rejse på, og bringer dig muligvis ud til steder i verden, du måske ikke lige har overvejet i første omgang.

10 steder du skal besøge

1. Great Barrier Reef, Australien

Det imponerende koralrev kommer først på listen, da det er i fare for at blegne og dø hen, hvis ikke der gøres noget drastisk i den nærmeste fremtid. Du skal opleve Great Barrier Reef, fordi det er hjemsted for verdens største samling af koraller og et mangfoldigt marineliv. Revet er 340.000 kvadratkilometer stort, og kan ses helt fra månen. Det er kendt som verdens ottende vidunder, og strækker sig 2.000 kilometer langs Queenlands kyst. Se revet under havoverfladen og se det oppefra i et fly, hvis økonomien tillader det.

2. Machu Picchu, Peru

Inkaernes hemmelige, sagnomspundne tempelby ved Cusco i Peru er unik. Det er imponerende og emmer så meget af historie, at hårene rejser sig af ren ydmyghed. Det antages at byen blev bygget lige omkring år 1400 af Sapa Inka Pachacuti, og at den var beboet indtil den spanske erobring i 1532. Arkæologer antager, at der maksimalt har boet cirka 750 mennesker i byen og muligvis færre i regntiden. Byen blev genopdaget i 1911.

3. Den Kinesiske Mur, Kina

Bygningsværket er verdens største, og er hele 240 mil lang – det svarer til afstanden mellem København og Athen. Muren blev bygget for at beskytte Kinas nordlige grænse mod mongolske nomader, som var interesserede i agerjorden og markerne syd for muren. Den Kinesiske Mur er kåret som en af verdens syv vidundere.

4. Zhangye Danxia Geopark, Kina

Når nu du alligevel har taget turen til den Kinesiske Mur, kan du ligeså godt fortsætte til en af de absolut flotteste landskaber i hele verden; Zhangye Danxia Geopark. Bjergenes formationer og enestående farverige udstråling er ganske enkelt fantastisk. Bjergene består primært af sandsten og andre lagdelte mineraler, der tilsammen når flere hundrede meters højde. Vand, vind og andet vejr former stadig bjergene i parken, og skaber dermed mange bakker og abstrakte former. Parken strækker sig over et areal på mellem 300 – 510 kvadratkilometer.

5. Salar de Uyuni, Bolivia

I Bolivia findes verdens største salt-ørken med et areal på 10.000 kvadratmeter, hvilket svarer til samme areal som Skåne. For 40.000 år siden lå der her en sø, men da den tørrede ud efterlod den en salt-ørken. Området bør besøges i juni og juli, hvor ørkenen er helt hvid og skinnende som et spejl.

6. Grand Canyon, USA

I Arizona i USA ligger verdens mest berømte kløft, som er blevet til ved, at Colorado River har eroderet grundfjeldet gennem flere millionerår. Dalen er 446 kilometer lang og har en dybde på 1800 meter. Kløften er derfor mildest talt imponerende, og er så speciel, at den kom på UNESCOs verdensnaturarvsliste i 1979.

7. Den Blå Lagune og nordlys, Island 

En meget populær attraktion på Island er Den Blå Lagune – og det med god grund. Det 35 grader varme vand i lagunen kommer fra under jorden. Vandet får sin ikoniske blå farve fra alger, og indeholder minealer som svovl og silica, der er gode for huden. Det er en magisk oplevelse at bade i en naturlig varm kilde blandt de flotte klippeformationer. Rejser du i det islandske efterår og vinter, kan du samtidig være heldig at se det fortryllende Aurora Borealis, der oplyser nattehimlen.

8. Giza Pyramiderne, Egypten

De er uundgåelige her på listen. En kort køretur udenfor Kairo i Egyptener findes det ældste af verdens syv vidundere. De gamle bygningsværker, som blev bygget til de egyptiske faraoer, er dybt imponerende, og er et absolut must på bucket-listen. Selvom de er blevet bygget for flere tusinde år siden, ved man den dag i dag stadig ikke, hvordan de præcist erblevet bygget. Det har også været svært for arkæologerne at fastlå, hvilke faraoer, der har bygget hvilke pyramider. Mystikken omkring pyramiderne er derfor med til at gøre oplevelsen endnu mere unik.

9. Venedig, Italien

Du behøver ikke rejse verden rundt for at komme til et af de smukkeste steder i verden. Venedig i Italien er unik, og er kendetegnet ved de mange kanaler, og at husene i byen er bygget ovenpå træpæle. Tag en aftentur med en gondol og oplev byen fra sin smukkeste og mest romantiske side.

10. Preikestolen, Norge

Desværre har vi ingen bjerge i Danmark – men det har de i Norge. Tag en sviptur til den 604 meter høje Preikestol i Forsand, som i 2011 blev kåret til et af verdens mest spektakulære udsigtspunkter af både CNN og Lonely Planet. Du kan både vandre derop (hvilket anbefales for at se den fantastiske udsigt) og se den via turistbåde.