3 seværdigheder du skal opleve på den australske østkyst
Australien er et slaraffenland for naturelskere, og især Australiens østkyst har meget at byde på. Her i indlægget giver vi vores bud på, hvad du skal se, når du tager på roadtrip langs den australske østkyst.
1. Great Barrier Reef
Great Barrier Reef er nærmest selvskrevet på vores liste. Det er verdens største levende organisme, og strækker sig over så stort et område, at det kan ses fra rummet – hvor vildt er det ikke lige? Det er en af de største og mest besøgte attraktioner i Australien, og trækker derfor tusindvis af turister til på årlig basis. Revet er hjem for mere end 400 forskellige koraller og endnu flere dyrearter. En dykker- eller snorkeltur på revet er derfor en uundgåelig aktivitet, når du rejser rundt i Australien!
2. Whitehaven Beach og Hill Inlet
Whitehaven Beach er flere gange udråbt til at være den smukkeste strand i hele verden – og det er med rigtig god grund. Her finder du noget af det fineste, hvide silicasand i hele verden. Sandet indeholder 98% silica, og derfor er sandet meget fint og blødt. Derudover betyder det, at sandet ikke kan holde på varmen, og derfor kommer du ikke til at brænde fødderne på sandet. Stranden er omgivet af turkisblåt vand, og er helt uberørt.
Tag også op til Hill Inlet Lookout, hvor du har udsigt ud over de evigt skiftende former af turkisblåt vand og hvidt sand – du har formentligt ikke set noget så smukt før! Så sørg for at booke en tur dertil 😊
Fraser Island
Fraser Island er verdens største sandø, og måler 122 kilometer i længden og 25 kilometer i bredden. Den ligger 300 kilometer nord for Brisbane, og er med i UNESCO’s verdensarvsprogram. Udover fantastiske naturoplevelser, har du også muligheden for at spotte dingoer, som er en vild hund. Den er ikonisk for Australien, og bør derfor være på din liste over dyr, du skal spotte i Australien!