Vietnam er et land i vækst, og flere og flere turister kommer til. Dog er landet ikke overrendt med turister som tilfældet er i Thailand, og derfor er det stadig muligt at opleve Vietnam uden et hor af mennesker og kameraer.

Afhængigt af hvor meget tid du har til rådighed, kan du nå at se en del i Vietnam. Dog er der tre steder, som vi synes, du som minimum bør sætte din tid af til at besøge.

Sapa

Hvis du godt kan lide at vandre, skal du tage et smut op til Sapa, som ligger i det nordvestlige Vietnam tæt på Kina. Det er et populært turistmål på grund af den smukke natur og de imponerende rismarker. Start gerne din tur i Sapa og bevæg dig derefter ned til Cat Ba Island.

Cat Ba Island

Cat ba Island er stedet, hvor backpackere tager hen, når de gerne vil opleve Ha Long Bay – men uden at betale lige så meget for det. Cat Ba Island er lige som Ha Long Bay omgivet af flere hundrede kalkstensmonolitter, som rejser sig fra havets overflade. Det er et særdeles smukt syn, og du behøver ikke tage vejen til Ha Long Bay for at opleve dette vidunder. Tag i stedet bussen til Cat Ba Island for et par dage og book en dagstur eller bådtur med overnatning. Det er meget billigere, og så er der knapt så mange mennesker som ved Ha Long Bay.

Ninh Binh

Ninh Binh er det, der kaldes for Ha Long Bay på land. Her finder du også smukke og imponerende kalkstensmonolitter, som du kan nyde fra en bådtur i områdets floder. Ninh Binh er ligesom Cat Ba Island ikke lige så velbesøgt som Ha Long Bay, og derfor er der rig mulighed for at få en førsteklassesoplevelse uden en masse andre turister.

Du kan komme på en bådtur ved både Tam Coc og Trang An – her er Trang An at foretrække, da det er det mindst besøgte, og derfor også det billigste sted at komme afsted på en bådtur. Du kan vælge mellem forskellige ture, som blandt andet tager dig forbi forskellige templer såvel som igennem flere imponerende grotter.