Tag på opdagelse i Danmarks smukke natur
Er du en vaskeægte globetrotter med stor rejse- og opdagelseslyst, men er kontoen ikke gearet til en rejse ud i verden? Hvis det er tilfældet, bør du straks på opdagelse i det danske land. Danmark har en masse smuk natur at byde på, som er ganske undervurderet.
Hvor i Danmark skal du tage hen?
1. Tøndermarsken
Tøndermarsken i Sønderjylland er et must for dig, der elsker at udforske og være aktiv udenfor. Tøndermarken er nemlig med sine 2.500 hektar Danmarks største sammenhængende engområde med et rigt fugleliv og varieret fauna. Tager du til området ved Ballum og Højer, venter der dig nogle fantastiske cykelture langs digerne. Cykler du længe nok kan du følge tidevandet – og trækker det sig helt ud er det bare med at komme ud i klæget, som er godt for huden og sjovt for den indre barnesjæl.
2. Nationalpark Thy
Du skal tage til Nationalpark Thy, fordi det er Danmarks første nationalpark. Den blev oprettet i 2007, og er på hele 24.370 hektar. Nationalparken strækker sig fra Agger Tange i syd til Hanstholm i nord. I parken finder du især store områder med bakket klithede, som man ikke finder andre steder i Danmark. Derudover finder du også kalkskrænter, mange plantearter og sjældne fuglearter.
Sammen med de mange gamle fiskerlejer, bliver nationalparken til et ganske særligt og charmerende sted som bare må opleves. Her er der garanti for at have det hele mere eller mindre for sig selv.
3. Stevns Klint
Ved Store Heddinge på Østsjælland finder du Stevns Klint, som er optaget på intet mindre end UNESCO’s verdensarvsliste. Den smukke og dramatiske klint er optaget på listen, fordi den gemmer på en helt særlig historie. Mellem kridtet og kalket i klinten ligger der nemlig et tyndt lag fiskeler, som fortæller om dengang en asteroide ramte Jorden og dinosaurerne uddøde. Det er en vild historie og skal opleves!