Island: 7 naturoplevelser du bare må opleve!
Island er blevet et særdeles populært rejsemål i den nyere tid – og det er bestemt ikke uden grund. Det gamle nordiske land byder nemlig på smukke og magiske oplevelser, som bare venter på at blive udforsket.
Drømmer du om at komme til Island, så kommer der her en guide over steder, du er nødt til at have på din bucketliste, når du besøger landet:
1. Varme kilder i Myvatn
Den blå lagune tager som regel al opmærksomhed, men pyt med det, for så er der mere plads til dig i de varme kilder i Myvatn. Ligeosm i den blå lagune får du her oplevelsen af at sidde i det varme blå islandske kildevand – bare uden store menneskemængder. De varme kilder her er også billigere end den blå lagune.
2. Det mægtige Skogafoss
Der er mange vandfald at vælge imellem på Island, men hvis man absolut kun må vælge en enkelt, så er Skogafoss vandfaldet, du må se. Her kan du komme helt tæt på, og rejser du kun i bil og med telt, kan du slå det op ved foden af det mægtige vandfald.
3. Gejserne i Geysir
Geysir er en geotermisk kilde i Haukadalur i det sydvestlige Island. Geysir er opkaldt efter den oprindelige gejser, som desværre ikke længere sprøjter vand. Eksperter siger, at gejserens udspring er blevet stoppet til med sten, som turister desværre har kastet i vandet. Til trods for det er der stadig godt med aktivitet i gejserne – en af dem skyder hele 10 meter op i luften hvert sjette minut!
4. Dykning ved kontinentalpladerne
Selvom det lyder fuldstændig vanvittigt er dykning en af de ting, som du ikke må snyde dig selv for på Island. Mange dykkere valfarter til Silfra-forkastningen for at dykke mellem to kontinentale plader. Udover at kunne dykke mellem kontinentalplader, skulle der også være det klareste vand i verden med en sigtbarhed på mere end 100 meter. Det er altså en oplevelse, man ikke kan være foruden.
5. Oplev det magiske nordlys
Der er selvfølgelig ikke nogen garanti, men et af de steder, hvor der er størst chance for at komme til at opleve nordlyset er på Island. For at kunne se nordlyset skal der være helt mørkt og klar himmel. De bedste tidspunkter for at opfylde de kriterier er fra september til marts.
6. Hvalsafari
Flere steder i havet omkring Island er der mulighed for at komme på hvalsafari. Har du rigeligt med tid at give af og derfor kan tage en af de længere hvalsafarier, kan du være heldig at opleve blåhvalen. Ellers er der mulighed for at opleve spækhuggere, pukkelhvaler, finhvaler, kaskelothvaler, delfiner, marsvin og vågehvaler. Det er en fantastisk naturoplevelse, som du ikke må glippe.
7. Oplev Seljalandsfoss bagfra
Seljalandsfoss er ikke bare et smukt vandfald. Det specielle ved vandfaldet er, at man kan opleve bagsiden af det. Du kan altså krybe om bag vandfaldet og opleve de store vandmasser, som falder ned over fjeldet.