Galapagos er et enestående naturparadis med grønne højdedrag og unikke dyr og planter. Vulkanøerne ligger meget afsides, og er et af de bedste steder i verden at opleve vildt dyreliv.

En rejse til Galapagos er en af de helt store oplevelser, du skal unde dig selv i livet. Her kan du komme helt tæt på leguaner, flamingoer, skildpadder, rokker, søløver og meget mere.

Galapagos har unikke økosystemer

Det specielle ved Galapagosøerne er, at de har noget særligt og unikt at byde på. Øerne er meget forskellige, er skrøbelige og har hver deres økosystem. Når du rejser mellem øerne vil du derfor opleve, at du og andre turister bliver bedt om at skylle sandet af fødder, hver gang I forlader en ø for derefter at sejle videre til den næste.

Det lyder måske overdrevet, men hver ø er så skrøbelig og særegen, at tager man blot et par enkelte sandkorn fra den ene ø til den anden, bringer man måske endda et lillebitte frø eller andet med, som kan skabe ubalance i økosystemet.

Øerne er som en følge deraf også med på Unesco’s Verdensarvsliste.

Det bedste snorkling og dykning i verden

Nogen vil måske påstå, at snorklingen og dykningen på øerne er blandt de bedste i hele verden. Takket være havstrømmene omkring Galapagosøerne vrimler det med forskelligt liv – og du kan derfor opleve alt lige fra søløver og manta rays til hajer og kæmpe stimer af fisk.

Man kan ikke tage til Galapagos uden at opleve livet under vand – så tag gerne et dykkerkursus inden du rejser afsted, så du ikke går glip af de bedste oplevelser, øerne har at byde på.